Tilbage
Bobotie

Bobotie

6 personer
Sydafrikansk lammeret

Ingredienser

  • 1 kg hakket lammekød
  • 15 g smør til bruning
  • 1 tsk salt og peber
  • 2½ dl oksebouillon
  • 3 zittauerløg
  • 3 syrlige æbler
  • 200 g grønne vindruer el. 100 g rosiner
  • 2 spsk karry
  • ½ dl olie til sautering
  • 3 spsk citronsaft
  • 4 spsk mangochutney
  • 75 g smuttede, snittede mandler
  • Brødfars:
  • 3 skiver afskorpet franskbrød
  • 3 dl sødmælk
  • 3 æg
  • 2 tsk salt
  • Friskkværnet peber

Instruktioner

Brun lammekødet på en pande i gyldent smør.
Rør godt rundt i kødet under bruningen, så det bliver let og smuldrende.
Tilsæt salt og peber efter smag og kog kødet et par minutter med væden.

Snit de pillede løg i terninger, udkern og snit de skrællede æbler, flæk og udkern druerne (eller brug skyllede rosiner).
Sauter løgene et par minutter i olie tilsat karry.
Kom så æbleterningerne i og sauter dem med et øjeblik.
Bland druerne i og smag blandingen til med citronsaft og mango chutney.
Tilsæt knap halvdelen af mandlerne.

Udblød franskbrødet i mælken, rør æggene i og smag til med salt og peber

Fyld nu lammekød, løg- og frugtblanding og franskbrødfars skiftevis i et velsmurt ovnfast fad.
Begynd med lammekød og slut med franskbrødsfars.
Drys resten af de smuttede, snittede mandler ovenpå.

Ønskes retten mere krydret, kan der drysses lidt karry og stikkes lidt mango chutney imellem lagene. Men disse ting kan også sættes på bordet ved serveringen.

Bag bobotien ved ca. 200 grader C alm. ovn i godt ½ time, til den er let gylden ovenpå.

Giv salat til af fint snittet iceberg sammen med flækkede udkernede grønne druer i en mild olie/citrondressing.